Velkommen til Aflastningsopholdstedet "Ud i det Fri"
Et af de behov vi ofte støder ind i når vi arbejder med udsatte børns udvikling og trivsel, er en mulighed for at aflaste hjemmet, eller en plejefamilie på deltid.
Vi møder også ønsker om at kunne tilbyde understimulerede børn og børn af ressourcesvage forældre en række gode oplevelser og aktiviteter i trygge rammer. Rammer der ikke skaber konkurrence eller modsætning til barnets egen familie. Med oprettelsen af dette opholdssted, er det nogle af disse opgaver vi ønsker at tilbyde løsning på.
Aflastningsopholdsstedet er et tilbud, der indebærer muligheden for at deltage 2 weekender om måneden i et tilrettelagt program, med aktiviteter der minder om "lejrskole".
"Ud i det Fri" er som aflastningstilbud netop ikke tænkt som behandling eller familielignende aflastning, men har aktiviteterne og samværet med andre børn i højsædet.